0

Selma - 29.01.2020

Opdateret: juli 10


Mona, hendes mand og deres datter, har netop gennemgået den største sorg, man som forældre kan forestille sig - at miste et barn.

Igennem smykket PalmPetit, har jeg efterhånden været i berøring med en del forældre, som har mistet -eller har et barn der lider af svær sygdom. Det berører mig dybt hver gang og jeg er virkelig glad for, at smykket også kan rumme den mulighed - at forældre/søskende/bedsteforældre kan få et fysisk minde med sig.

Mona har været så stærk, at dele sin historie med mig og nu også jer. Tusind tak for det.

Alt det vi skulle have haft, alt det vi havde glædet os til…

Vi mistede vores længe ventede datter, Selma, kort før min termin. Hun var jo helt perfekt, og så alligevel var hun ikke klar til verdenen. Det var simpelthen alt for lidt tid, vores datter, min mand og jeg fik sammen med hende, og vi savner hende hver dag.

Det gør bare ondt ; konstant smerte, sorg og afsavn, som vi nu skal leve med.


I mistede jeres lille datter 5 dage før termin, og jeg ved hvor svært et emne, det kan

være at tale om. Derfor skal du vide, at det, at du åbner op om det, betyder utrolig

meget for mig. Vil du fortælle lidt om jer og jeres historie.


Vores lille familie har de sidste år været noget af en rutsjetur igennem følelsesmæssigt.

Drømmen om at udvide familien er endt i det værste mareridt; tilbage i 2017 blev vi

gravide, men mistede kort før uge 12.

I sommeren 2018 fødte jeg en lille dreng halvvejs i graviditeten; vi vidste, han var syg og afbrød derfor graviditeten. Efter mislykkede forsøg i fertilitetsbehandling året efter, havde vi opgivet håbet og drømmen om at blive en familie på 4.

For et år siden stod jeg mirakuløst med en positiv graviditetstest. Vi vidste, det ikke

ville blive en nem graviditet, for frygten for at miste sad i kroppen. Konstant. Min mand var

altid så sød og opmuntrende, selvom frygten også sad i ham.

Jeg var til gengæld evig pessimist; frygtede altid det værste, men jeg tog en dag ad gangen, andet kunne jeg ikke gøre. Vores datter glædede sig til gengæld for os alle, hvilket gav os positivt overskud gennem hele graviditeten.


Jeg husker, at jeg ugen før min termin gav jeg mig selv lov til, at være glad og oprigtig glæde mig over det, der skulle ske. Jeg følte mig utrolig heldig, og lige der var jeg så lykkelig. Men så stoppede hendes hjerte med at slå, og vores verden væltede fuldstændigt…


Hvilke følelser står man tilbage med efter at have mistet, som du har mistet, og

hvordan kommer man videre efter en sådan oplevelse? 


For os var det jo en drøm, som brast. Fuldstændigt. Så tæt på, men vi kunne jo intet gøre.

Smerten er ubærlig og konstant. Der er ingen smutvej gennem sorgen, og vi er nødt til at

forholde os til det, der er sket. Og hvorfor det så lige skete for os, vil jeg aldrig kunne

forstå, ej heller acceptere.

Jeg husker tydeligt, hvordan tomheden, smerten og afsavnet åd mig op indefra, hver dag, hver time. Al den kærlighed vi skulle have givet til Selma, hvor gør vi lige af den?

Og så var der vores datter; hvordan fortæller man, at lillesøster ikke skal med hjem, og at hun er død inde i min mave? Jeg glemmer aldrig, da jeg så min datter i øjnene, og i det øjeblik tog alt glæde og smil fra hende. Det gjorde ondt. Virkelig ondt. For ét var vores egen sorg,

men at skulle gøre vores datter ulykkelig og påføre hende unødvendig sorg, det er altså

smertefuldt. Det gør stadig ondt helt dybt indeni, når jeg tænker på det. 

Tre lange måneder gik der, inden vi fik svar på obduktionen. Fordi der ikke havde været et

åbenlyst svar i forbindelse med Selmas død, forberedte jeg mig på, at der nok ikke var et

svar. Det fandt jeg underligt nok en form for ro i - det uforklarlige. Men det svar vi fik, slog

os fuldstændigt omkuld. Igen.

Vores lille Selma var sund og rask. Noget kunne desværre tyde på, at moderkagens funktion var nedsat, og dette kunne vores lille pige ikke stå imod; det betød også, at hun kunne have været reddet, hvis hun havde været ude før. Det er simpelthen så smertefuld en besked at modtage.

Jeg hørte ikke et ord af, hvad hospitalslægen sagde efterfølgende. Jeg husker, at jeg bare ville hjem, bare væk.

Jeg ved ikke, om vi nogensinde kommer videre, men måske er det fordi, sorgen stadig er stor og fylder – stadig tæt på. Men jeg tror på, at vi nok skal komme videre, men på en ny måde; vores liv har ændret sig, og Selma er nu blevet en del af os, selvom hun ikke er her.


Man bærer alle børn med sig i hjertet, men Palm Petit smykket er også en fysisk måde at bære nogen med sig, som man har mistet. Hvad betyder din halskæde for dig, og vil du fortælle lidt om, hvordan du fik du den lavet?


En veninde skrev til mig en sen aften og spurgte om et smykke med aftryk kunne være en mulighed. Hun undskyldte nærmest for ideen, og indrømmet først virkede projektet også

umuligt, lidt fjollet og ret uoverskueligt, for vi havde jo lige tidligere sagt farvel til vores

datter for sidste gang, og hvor var det lige, hun var nu? På hospitalet, på kapellet eller...?

Overskuddet var der heller ikke meget af. Men tanken om at kunne bevare en del af hende

- et aftryk som ville være fra hendes søde lille hånd - kunne jeg simpelthen ikke slippe, og

hvis dette skulle lykkes skulle jeg reagere nu. Hurtigt.

Heldigvis har jeg familie og veninder, som stod klar med at hjælpe med alt praktikken. Min veninde havde på forhånd kontaktet Signe fra Palm Petit og kunne videreformidle informationer og andet praktisk, en anden veninde fik købt aftryksler og målt det korrekt af. Min svigermor kørte på kapellet, da jeg ikke havde modet til at tage afsted. Signe var jeg i tæt og løbende kontakt med, da jeg ikke selv ville komme til at udføre aftrykket. Sikke en kamp og hvad der føltes som kapløb med tiden.

Heldigvis arbejdede der en utrolig sød fyr på kapellet, som beroligede mig og

sagde, at der var tid nok til at tage aftryk, og hvis jeg ikke var tilfreds, gjorde vi det bare

om.


Jeg har nu 5 små klumper, som er fra Selmas hånd - et af dem blev til det fineste

smykke. Bagsiden af smykket er blank – aftrykket er lavet med en ske og ikke en finger.

Nogle gange kan jeg godt ærgre mig over, at vi ”glippede” det at have haft en stund

sammen på hospitalet til at få lavet aftrykket som familie, men i sidste ende er jeg bare enormt glad for, at jeg nåede noget overhovedet.










Hvad betyder smykket for dig i din hverdag?


Jeg har fundet en måde at have hende tæt på, når det nu ikke kunne være anderledes.

I smykket ligger der en historie. Vores historie. En påmindelse om, da livet gjorde

allermest ondt. Men det er også med til at skabe gode minder om vores datter Selma.

Vi nussede meget hendes fine, bløde hånd på hospitalet, og når jeg mærker på årene på

smykket bliver jeg glad, og det tager mig tilbage til tiden med Selma på en rar måde.

Det giver mig en form for ro.

Selvom de fleste, jeg kender, godt ved, at det er et aftryk fra Selmas hånd kan jeg godt

lide, at smykket ikke nødvendigvis skriger af et minde, men noget jeg kan have lidt for mig selv. På en eller anden måde føler jeg, hun er med mig og tæt på mit hjerte - der hvor hun

altid vil være og hører til. Vores lille Selma.


Vores datter får ofte lov til at bære smykket herhjemme. Hun bruger det, når savnet til sin

lillesøster er der; noget fysisk, hun kan holde om, og som hun kan have tæt på sig. Hun

kysser det, holder om det, taler til det, nusser det, og af og til falder hun i søvn med det i

hånden. Det er virkelig sødt, men utroligt hjerteskærende på samme tid, for det var jo ikke sådan, det skulle være.


Hvis du kunne give noget videre til andre forældre I samme situation, hvilke ord og

følelser vil du så gerne dele med dem?


Det er svært. For der er virkelig ingen ord, der kan beskrive det, vi har oplevet og været

igennem. Det gør helt ondt at tænke på forældre, der står eller kommer til at stå i en

lignende situation. Den smerte og det afsavn som nærmest æder en op og fylder. Hele

tiden og nok desværre altid.

Det at placere skylden for Selmas død og tankerne ”hvad-nu-hvis…” kørte rundt i hovedet i lang tid. Det gør de ikke rigtig mere. Det nytter ikke. Jeg kommer aldrig til at acceptere det, der er sket, men jeg ved, at jeg skal leve med det - på en eller anden måde. Jeg skylder vores familie, min mand og min datter at komme videre, men det bliver på en anden måde; med os bærer vi sorgen og minderne om Selma, for hun vil altid være en del af os; intet kan eller skal erstatte vores lille pige.

Jeg tænker ofte, det må være svært at være vores omgangskreds. Mennesker reagerer jo

forskelligt i sorgen, og det er svært at definere, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre eller at sige.

Jeg vil blive ked af det, hvis det, der er sket, bliver ignoreret, og Selma bliver glemt

med tiden. Det er utrolig vigtigt for mig, at folk anerkender, at der faktisk var et barn, i

vores tilfælde en lille pige. Vi er så stolte af hende. Det lyder måske umiddelbart

mærkeligt, men når man ikke har mødt vores datter, holdt hende eller set den lille kiste,

hun lå i, så eksisterer hun jo ikke sådan rigtigt - for hvordan forholder man sig til noget,

som ikke er der? Sådan har jeg selv tænkt engang, da en veninde mistede tvillinger

halvvejs i graviditeten, og jeg kan huske at det, som veninde, var så svært at forstå. Jeg

følte mig altid så pokkers utilstrækkelig. Den måde jeg, til dels, kunne forstå, hvordan hun

havde det, var da hun påmindede mig om, at hun var i sorgen konstant – jeg og andre

tænkte på det en gang i mellem, og der gjorde det naturligvis ondt, men jeg kunne slippe det, hun var til gengæld i det hele tiden, for de havde ikke noget valg.

Vi har heller ikke noget valg, der er ingen smutveje gennem sorgen, og det er så svært at acceptere. Vi savner vores Selma hver dag; vi får hende ikke tilbage. Nogensinde. Vi har ganske få minder, men de fylder meget. Altid. Det er vores historie og vores virkelighed, og det er der, vi skal komme videre fra.


Selma 29.01.20


af Mona


663 visninger

Fri fragt i hele danmark 14 dages returret

Levering 2-3 hverdage med PostNord pakkeshop

Returlabel medfølger 

Vi støtter børnecancerfonden med

50 kr for hver solgt halskæde

Indsamling_2019.png
  • Black Instagram Icon